|
|
Det hele begyndte med Første Verdenskrig.
Danmark var umiddelbart ret uberørt af selve krigen, men hvis man vil forstå krisen i 1930’erne, udbredelsen af de totalitære ideologier kommunismen, fascismen og nazismen, 1930’ernes krisepolitik, Anden Verdenskrig, konflikterne på Balkan i 1990’erne o.s.v., må man forstå Første Verdenskrig og dens konsekvenser for verden.
|
|
|
Forud for Første Verdenskrig gik La belle époque (udtale: 'la bæl epokke'), »Den smukke tidsalder«, som man på fransk kalder tiden i den vestlige verden fra cirka 1870 frem til krigens udbrud.
Det var nogle årtier med flere gunstige omstændigheder – en guldalder. Bl.a. oplevede Europa en usædvanlig politisk ro uden revolutioner eller krige af betydning.
Teknologisk skete der store fremskridt. Telefonen, flyvemaskinen, bilen, grammofonpladen og andet kom frem, det revolutionerende 300 meter højre Eiffeltårn blev opført i jern i Paris, store fremskridt inden for medicin blev gjort, o.s.v.
Også inden for kunst og litteratur skete der meget. Mange store kunstnere levede såkaldte boheme-tilværelser i især Paris, altså ubekymrede, frie liv som kunstnere.
Den vestlige verden var på mange måder mere globaliseret end nu. Man kunne f.eks. stort set rejse rundt mellem landene uden pas.
Økonomisk set var der en frihandel på tværs af grænserne, som næsten var mere omfattende end i dag, bl.a. mellem Europa og lande som Argentina og Japan.
En primær grund til dette var det pengesystem, der var dengang: Penge var guld, og guld var penge. Det er det, man kalder den klassiske guldfod. Dollars, kroner, pund sterling o.s.v. var bare navne for en vis mængde guld, som nationalbankerne skulle kunne ombytte pengesedlerne til. Der var derfor ikke problemer med inflation, og valutakurserne mellem landenes forskellige valutaer regulerede sig selv helt automatisk.
Imidlertid skete der samtidig med denne idyl en oprustning og militarisering af de europæiske lande. Samtidig næsten konkurrerede de om at erobre og ofte groft udnytte kolonier i bl.a. Afrika.
|
|
|
På grund af alle de opbyggede spændinger udbrød der krig mellem de europæiske og senere andre lande i sommeren 1914.
Det første, de krigsførende lande – og også også alle andre (f.eks. Danmark) – gjorde, var at ophæve pengenes binding til guld, så man kunne trykke penge (d.v.s. lave inflation) uhæmmet til finansiering af krigsindsatsen.
Fire år senere var verden og især Europa uigenkendelig. Europakortet var fuldstændig ændret med lande og imperier, der var forsvundet, nye lande var kommet til, og grænserne var ofte ret tilfældigt tegnet, hvilket gav gevaldige spændinger.
Danmarks Statsminister Thorvald Stauning sagde i 1931 fra Folketingets talerstol om den krise, der ramte Danmark det år efter at have tilsluttet sig kommunismens grundlægger, Karl Marx (1818-1883) og hans tanker og samfundsanalyser:
Det er det, vi er inde i nu. Der har været revolutioner, omvæltninger, diktatur, alt muligt er affødt af denne krig, denne kapitalismens krig, som vi oplevede fra 1914-1918. Har man ikke opdaget det dér, hvor forbavselsen nu åbenbarer sig, er det på tide, at man giver sig i lag med at studere samfundsproblemerne, thi det bliver sikkert nødvendigt i kommende tider at beskæftige sig med andre systemer end det kapitalistiske.
Den frihandel, der havde skabt så stor rigdom, blev aldrig den samme efter krigen. I stedet kom der en politisk styring af udenrigshandelen, hvor landene to-og-to aftalte, hvordan de handlede sammen, til hvilke priser og til gengæld for hvad og til hvilke valutakurser og med hvilke toldsatser. Den store, åbne, globale markedsplads var brudt sammen for altid.
Som et eksempel på frihandelens fravær kan ses
handelsoverenskomsten mellem Danmark og UK,
der blev forhandlet igennem samtidig med Kanslergadeforliget. Bl.a. blev anlæggelsen af Storstrømsbroen med dyrt, britisk stål fra denne handelsaftale påbegyndt i 1933. Broen stod færdig i 1937.
Man stod nu også med det problem, at man ville tilbage til pengenes binding til guld, men at der var trykt så mange udækkede penge under krigen.
Under guldfoden – som pengesystemet før krigen med penge bundet til guld kaldes – havde f.eks. den danske krone været defineret således, at 1 kilo guld var 2480 kroner. I UK havde et pund været det samme som 113 grains (lidt over 7 gram) guld.
I stedet for at gå tilbage til guldfoden på den måde, at man bare omdefinerede valutaerne til mindre mængder guld (så 1 kilo guld nu f.eks. var lig med 3800 kroner i stedet for som før 2480, og et pund lig med måske 78 i stedet for som før 113 grains), gjorde man fra 1924 den gigantiske fejl at føre politikker, der skulle mindske pengemængden, så det svarede til mængden af guld.
Man ville med det udtryk fra dengang tilbage til »den ærlige krone«. Det var med til at skabe enorm fattigdom og enorme økonomiske problemer i Danmark i 1920’erne og 1930’erne. Det er denne skæbnesvangre politik, man kaldte politikken om »kronens pariføring«.
Både Staunings første regering fra 1924 til 1926, Thomas Madsen-Mygdals Venstre-regering fra 1926 til 1929 og så igen Staunings anden regering fra 1929 førte denne politik.
Samtidig i USA levede man gennem, hvad man har kaldt »De brølende tyvere«, en hidtil uset økonomisk optur, der dog skete på en fatal baggrund, nemlig en stor pengeskabelse i centralbanken og bankerne. Det førte senere til krakket i 1929, og en verdensomspændende økonomisk krise i 1930'erne.
|
|
|
Alle har sikkert hørt, at den verdensomspændende krise begyndte med børskrakket på New Yorks børs i Wall Street i oktober 1929, måske endda på en helt bestemt dag, »Black Thursday« 24. oktober 1929 eller måske den følgende tirsdag, »Black Tuesday« 29. oktober 1929.
Sandheden er, at aktierne på Wall Street faldt dramatisk, men gradvist, allerede fra sit højdepunkt den 3. september 1929 og små 3 år frem til bunden var nået den 8. juli 1932, hvor aktieindekset kaldet Dow Jones i alt var faldet hele 89 %, altså til kun 11 % af, hvad det havde været på sit højdepunkt i 1929.
I Danmark mærkede man ikke dette økonomiske omsving før et års tid efter, i anden halvdel af 1930. Landbruget oplevede i 1931 og 1932 store fald i priserne på deres varer.
Der blev lavet store mængder kriselovgivning i disse år. Regeringen bestående af Socialdemokratiet og De Radikale lavede store kriseforlig med De Konservative i 1931 og 1932. Den lovgivning handlede mest om landbrugets forhold – de danske landmænd var enormt hårdt ramt af faldende priser på deres varer.
Der var 3 store sager i spil fra slutningen af 1932, som senere skulle blive behandlet under eet som hovedelementerne i det, der senere blev kaldt »Kanslergadeforliget«:
1) Landbrugets krise, 2) Mange overenskomster skulle forhandles inden 1. februar, og arbejdsgiverne havde igen det år spillet ud med 20 % lønnedgang eller lock-out, 3) Arbejdsløsheden lå omkring 30-40 %:
1) I slutningen af 1932 havde England og dets tidligere kolonier, bl.a. Australien, New Zealand og Canada, afslutte en aftale om samhandel, der var dårligt nyt for den danske landbrugseksport til England.
I den forbindelse var det store spørgsmål, hvad der skulle gøres ved vekslekursen mellem danske kroner og det britiske pund, der i modsætning til USA’s dollar, samt valutaen i bl.a. Tyskland, ikke var bundet til guldet. På dette tidspunkt kostede et pund 18,18 kroner. De danske landmænd fik afregnet deres bacon og smør i pund, når de eksporterede til England. Hvis nu kronens kurs blev ændret til f.eks. 22 kroner for et pund, ville de altså få flere kroner for deres eksport. Samtidig ville det medføre, at de danske arbejderes madvarer ville blive dyrere. Det ville også komme til at betyde, at de varer, der blev importeret fra England og resten af verden, ville blive dyrere.
2) 1. februar 1933 skulle de fleste overenskomster genforhandles. Overenskomsterne er aftalen om løn og arbejdsvilkår for arbejderne. Arbejdsgiverne gik lige som året før ind til forhandlingerne med et krav om en 20 % lønnedgang. Det kan lyde drastisk, men man kan også se på det på denne måde:
Lønningerne var praktisk taget de samme som de sidste mange år. Til gengæld var forbrugerpriserne siden 1921 faldet 34 %. Arbejderne havde derfor oplevet, hvad man kaldet en højere realløn, altså at de kunne købe mere brød, tøj, husleje o.s.v. for deres penge. Der var dog stadig tale om, at arbejderklassen i Danmark levede under meget dårlige økonomiske vilkår med hensyn til boligforhold, mad, tøj o.s.v.
Når det så er sagt, stod man altså i den situation, at der var omkring 30 % arbejdsløshed, og at arbejdsgiverne kæmpede med at være konkurrencedygtige i forhold til udlandet.
På den baggrund er arbejdsgivernes udspil egentlig ikke ekstremt. Almindelig logik vil sige een, at var arbejdernes løn blevet sat ned, havde arbejdsgiverne kunnet ansætte flere arbejdere, og de havde kunnet være mere konkurrencedygtige på priserne.
Denne gang følte man, at arbejdsgiverne vitterlig var indstillede på en lock-out af cirka 100.000 arbejdere, hvis ikke fagforeningerne gik med til lønnedgangen.
3) Arbejdsløsheden var enormt høj – den toppede med katastrofale 31,7 % i 1932.
– desuden var det en stor sag for de 2 regeringspartier, Socialdemokratiet og Radikale, at få vedtaget det, man kalder »K.K. Steinckes socialreform«, som var en stor samling af lovgivning i 4 dele, nemlig om
a) ulykkesforsikring,
b) arbejdsløshedsforsikring,
c) folkeforsikring og
d) lovgivning om offentlig forsorg.
|
|
|
Der havde altid været tradition i Danmark for, at arbejdsmarkedets parter (fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer) forhandlede overenskomsterne selv, uden at Christiansborg og politikerne blandede sig i det.
Thorvald Staunings regering havde flertal i Folketinget, men ikke i Landstinget. Man var derfor nødt til at få enten Venstre eller Konservative i Landstinget til at stemme for bl.a. en lov, der bestemte overenskomsterne ved lov, og De Konservative – som man tidligere havde lavet forlig med – kunne man ikke få med denne gang, da forslagene om ændringen af kronens kurs over for det britiske Pund og om at forbyde en lock-out gik imod de konservative vælgeres interesser.
Socialdemokratiet havde en venstrefløj og partier til venstre for sig (bl.a. kommunisterne), der ønskede at håndtere alle arbejderklassens interesser uden om Rigsdagen. Det er det, man kalder syndikalisme, at fagforeningerne skulle have magten, eller kommunisme, at arbejderne skulle tage magten i samfundet ved en voldelig revolution.
Det borgerlige Danmark havde en højrefløj, der ønskede minimal indblanding fra Rigsdagen i samfundets forhold. Det er det, man kalder liberalisme.
| | |
Den danmarks-
historiske whiskeykaraffel, som ifølge overleveringen sent om natten reddede forliget fra at gå i vasken.
|
Det, som Kanslergadeforliget betød, var, at den yderste venstrefløj i arbejderklassen og den yderste højrefløj hos bønder og borgerlige, blev sat uden for indflydelse, og at de store partier blev enige om, at i Danmark løses problemerne af Rigsdagen, regeringen og staten.
Det var det, som var det skelsættende, da regeringspartierne, arbejderpartiet Socialdemokratiet og midterpartiet De Radikale, i de sidste dage af januar 1933 forhandlede med det borgerlige parti Venstre om de 3 nævnte problemer og en lang række andre krisetiltag samt Socialreformen.
De sidste mange timer af forhandlingerne foregik hemmeligt i den socialdemokratiske statsminister Thorvald Staunings private lejlighed i Kanslergade nummer 10 på Østerbro i København.
De hemmelige forhandlinger er beskrevet af nogle af deltagerne på siden
4 beretninger,
og indholder af dem og reaktionerne på dem i aviserne dagen efter kan læses på siden
Avisartikler.
Derfor bliver de ikke beskrevet her.
|
| |
|
Om at skrive økonomisk historie |
|
|
|
Hvad Danmark og verden gennemlevede i 1920'erne og 1930'erne var konsekvenserne af Første Verdenskrig og dens katastrofale følger for pengepolitikken og den økonomiske politik. Bl.a. var frihandlen blevet ødelagt, Tyskland oplevede hyperinflation i første halvdel af 1920'erne og USA blev toneangivende med sin bobleøkonomi i 1920'erne og det efterfølgende krak i 1929.
Fænomenet med opture – bobleøkonomi – og efterfølgende krak og dårlig økonomi er et ret simpelt fænomen at forstå. Bare ved at betragte det umiddelbart er det jo kendetegnet ved, at alle i en årrække synes at kunne gøre gode forretninger og gode aktieinvesteringer. Så pludselig kommer et dyk, som stort set alle bliver overrasket af, og siden går det dårligt for praktisk taget al økonomisk aktivitet. Det er det fænomen, der kaldes konjunkturcyklussen, og det skyldes altid inflation.
Med hensyn til andre udviklinger i økonomien, f.eks. at Kina i det nye årtusinde stormer frem økonomisk; at det kommunistiske Østtyskland fra 1949 til 1990 klarede sig meget dårligere økonomisk en det frie Vesttyskland; at mange afrikanske lande klarer sig ekstremt dårligt økonomisk og så videre, er det meget mere komplekst at forklare, hvad der sker.
Man hører alligevel tit enkle forklaringer på tal for den økonomiske udvikling.
F.eks. noget i stil med at »Danmark klarer sig godt økonomisk fordi vi har en stram udlændingepolitik«, eller at »Danmark har haft en lav arbejdsløshed siden regeringen ændrede på dagpengereglerne«. Men så simpelt kan man ikke tale om den slags.
Sandheden er, at der er hundredvis – eller tusindvis – af forhold, der betyder noget for, hvordan det går med økonomien, og hvilket niveau, arbejdsløshed, realløn, bruttonationalprodukt o.s.v. ligger på.
Blandt alle disse mange, mange forhold er:
Uddannelsespolitik,
pengepolitik,
graden af frihandel,
skattepolitik,
befolkningssammensætning,
fødselstal,
levealder,
benzinpriser,
toldpolitik,
teknologisk udvikling,
klima,
krig,
udenrigspolitik,
barselspolitik,
socialpolitik,
dagpengeregler,
pensionsalder,
forsvarsudgifter,
sundhedstilstand i befolkningen,
o.s.v.,
o.s.v.,
o.s.v.
Hvis man skal kunne sige noget fornuftigt om den økonomiske udvikling, skal den enten være på baggrund af meget tydelige enkeltforhold, som f.eks. den meget løse pengepolitik, der skete i USA i 1920’erne, der gav en voldsom fremgang og et krak i 1929. Eller politikken om pariføring af den danske krone i 1920’erne, der gav voldsom tilbagegang.
Efter så mange indgreb, som var en del af Kanslergadeforliget, og som havde større og mindre betydning for en masse forhold, er man nødt til at vurdere dem allesammen og hvordan de spiller ind og trækker i den ene og den anden retning, OG se på, hvordan de spiller sammen.
For at gøre det hele endnu mere indviklet, kommer der så bagefter en politisk diskution, om det overhovedet var en god idé, at erhvervslivet fik bedre vilkår, eller om arbejderne fik bedre vilkår o.s.v.
|
|
|
Hvis man skulle vurdere Kanslergadeforliget ordentligt, skulle man derfor tage alle dens dele, og vurdere dem hver for sig og i samspil med hinanden. Det vil vi ikke gøre her. Men vi kan tage nogle af enkeltdelene, og sige at:
... hvis man ikke havde vedtaget overenskomsten ved lov, havde Danmark sikkert måttet opleve en lock-out, som i større eller mindre grad havde lammet landet i en periode og gjort alle fattigere.
... hvis det vitterlig var lykkedes arbejdsgiverne af gennemtvinge 20 % lavere lønninger, så have arbejderne i hvert fald umiddelbart måttet leve på en mindre levefod, men arbejdsgiverne havde til gengæld kunnet beskæftige mange flere arbejdere, da det nu var 20 % billigere.
... hvis ikke kronens værdi var blevet sænket i forhold til det engelske Pund, var mange landmænd sikkert bukket under, og der havde været stor social nød på landet.
... på den anden side havde arbejderne i Danmark ikke skullet leve med stigende leveomkostninger i de kommende år.
... og sådan kan man blive ved og ved og ved.
Men nok så vigtigt kan man sige, at Kanslergadeforliget betød en ændring af politik i Danmark. Både partierne til venstre og til højre blev nemlig enige om, at det skulle være staten og politikerne, der først og fremmest styrer økonomien og samfundet i Danmark, og at målet er et samfund, uden for stor forskel på de rigeste og de fattigste.
Det er det, man kalder »Den danske velfærdsstat«.
|
|
Optakt:
